Velkommen til 21. udgave af Ekstremt Indhold!
Det fortsætter med at være massakren i Christchurch, New Zealand, der trækker overskrifter, og særligt truslen fra højreekstremisme. Vores seneste læsetips er Jacob Aasland Ravndal, som beskriver den historiske udvikling i truslen fra højreekstremisme, mens Graeme Wood i et vigtigt indspark fortæller os vigtigheden af at skelne mellem aktører og ideologier på højrefløjen (right wing radical is not right wing extremism).
Og så har vi de hjemlige udviklinger, som vi har fulgt med et halvt øje i forbifarten, mens vi jagtede negronier i forårssolen: En hidtil ukendt powerpoint fra Udlændingestyrelsen mindede os atter om Inger Støjbergs misære om adskillelse af unge asylpar. Information præsenterede et imponerende og systematisk graverarbejde, som viser, at 14 af de 17 største pensionsselskaber har aktier i Saudi-Arabiens våbenleverandører. (Nu dropper Danica dealen. Og pædagogerne dropper atomvåben). Og så var det ugen, hvor vi med knuste hjerter måtte sande, at 24syv-lukningen kom faretruende tæt på. Men op til deadline torsdag aften åbnede DFs Tulle alligevel op for et lille forhandlingsspil. En emotionel tur i manegen for både os og armslængdeprincippet.
Lad os komme i gang. Eller nej vent. Inden vi gør dét, kan du jo underskrive borgerforslaget om at beholde 24Syv, hvor de bor nu. Vi tror på en fri og ansvarlig presse, som selv kan bestemme, hvor deres redaktion skal placeres.
Så kører vi.
I denne uge har vi følgende sektioner:
Udenrigspolitisk overblik fra Ankara til Muscat.
Jihadisme
Indsigt fra primærkilder
Skævt indhold (jobopslag, twitter-anbefalinger, offtopic-links.)
Tak fordi, I læser med. Vi vil gerne høre din mening om formatet, tonen, indholdet, så vi kan forbedre nyhedsbrevet løbende. Send os et par linjer konstruktiv kritik på ekstremtindhold@gmail.com.
Vh, Tore og Hetav
Udenrigspolitisk overblik fra Ankara til Muscat
Putin, Netanyahu break ground on deeper Russia-Israel engagement - Al-Monitor
Hvis man kigger på rejseaktiviteten mellem Israels Netanyahu og Ruslands Putin kunne man sagtens tænke, at her er en bromance i gang. For Netanyahu kan forklaringen delvist findes på tirsdag den 9. april, hvor Israel går til parlamentsvalg. For Putins vedkommende skal vi skæve over grænsen til Syrien for at finde forklaringen. Og så kun delvist. Bliv klogere her.
How Trump Betrayed the General Who Defeated ISIS - The New Yorker
Det vindende samarbejde mellem amerikanske specialtropper og nordsyriske militser er som en saga med plottwists, tragedier og svigt, skriver Robin Wright i dette portræt af SDF’s general Mazloum Kobani Abdi. Gribende indblik i et af de mest omtalte proxy-partnerskaber i nyere tid. Et partnerskab i en operation, hvori danske kampfly også fløjet missioner.
Rubrikken siger det hele. Pentagons øredøvende tavshed de sidste +300 dage er alarmerende, mener krigsveteran og skribent på mediet Task and Purpose. Det skriver sig ind i en større diskussion om det amerikanske forsvarsministeriums lukkethed ift. militære udviklinger i de forskellige krigsteatre, som USA er engageret i verden over. Og ikke mindst på spørgsmålet om transparens i antallet af civile tab som følge af luftkampagnerne i Syrien-Irak og Somalia.
Jihadisme
Diskussionen om, hvad vi skal gøre med Islamisk Stats fremmedkrigere fortsætter. Her er fem eksperters (inklusiv en af Ekstremt Indholds egne) take på situationen.
The Best of Bad Options for Syria’s Idlib - International Crisis Group
Hvis du ligesom os ikke havde fået læst seneste ICG rapport omhandlende Idlib, så bør du gøre det. Sam Heller og hans hold er bare nogle af de bedste, når det kommer til no-BS analyser, og de rammer stort set altid plet. Idlib er utvivlsomt den største udfordring i Syrien lige nu, og man skal virkelig kigge dybt i krystalkuglen, hvis man skal regne ud, hvad der kommer til at ske.
An ISIS Couple’s Troubling Path to Terror Recruiting - New York Times
En fascinerende historie om, hvordan et veluddannet filippinsk overklasse par tilsluttede sig Islamisk Stats kalifat i Syrien. Herfra støttede de hjemlige militante i deres terror og hjalp med rekruttering i sydøstasien.
🎧 Dronekriger (Podcast-serie) - DR
Med potentiale til at udvikle sig til en af Danmarkhistoriens største terrorsager (bredt defineret), så er det et must, at du følger sagen om Basil Hassan. Det super-seje krimihold på DR har lavet en ny podcast-serie i 9 afsnit, som omhandler dronenetværket med Hassan i spidsen. Vi har kun hørt de første to afsnit indtil nu, men det er allerede vanvittigt spændende. Se også med søndag på DR1 når dokumentaren om samme emne bliver sendt. Det er den 8. april kl 20.45.
Indsigt fra primærkilder
I kølvandet på terrorangrebet i Christchurch var adskillige Jihadistiske grupper ude med ‘statements’ om angrebet. Det inkluderede både Islamisk Stat og al-Qaida. For at give læserne lidt indblik i, hvordan Jihadisterne reagerede, så får I her AQIMs (al-Qaida in the Islamic Maghreb —> Nordafrika) version, som vi synes, var den mest interessante.




Madblogs er blevet så populære disse år. Her et lille indblik i, hvad beboerne i Idlib har at vælge imellem:



Skævt Indhold
Ugens twitteranbefaling.
Højreekstremisme fylder meget disse uger. Hvis du vil vide mere, så skal du seriøst følge Jacob Aasland Ravndal. Han viser, at Norge kan meget mere end Jihad-forskning!

Jobopslag.
Center for Cybersikkerhed (FE) leder efter en trusselsanalytiker med civil eller militær baggrund. Læs mere her.
Dansk Stalking Center søger to skarpe og engagerede akademiske medarbejdere. Søg her.
P3 søger studentermedhjælper til podcastredaktionen. Søg her.
Skæve links.
Kernekraft. De første billeder af Saudi Arabiens atomkraft-eventyr er tonet frem på Google Earth. Og det har skabt røre hos nabostater og i særdeleshed hos Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA), som påpeger, at Saudi Arabien stadig ikke har underskrevet internationale aftaler, som forsikrer at atomkraft-stater ikke forsøger at udvikle atomvåben. Saudierne selv siger, at værket skal bruges til fredelig forskning, så de kan diversificere sit energiforbrug, som lige nu kører på olie-olie-olie. Men måske gemmer der sig en regional sabelraslen i projektet.
Læselisten. Den er på trapperne, siger Twitter-fænomenet og jihadismeforskeren Aaron Y. Zelin om sit bog-projekt. I den undersøger han de historiske, politiske strømninger i Tunesiens jihadistiske netværk. Vi glæder os til at læse den. Kan du heller ikke vente, så har Aaron skrevet en teaser om bogens primærkilder og forklaringer om bogomslagets symbolik.
Namnam. De her syltede mangoer fra det irakisk-sydindiske fusionskøkken ser vanvittig lækkert ud. Amba skal direkte på din shawarma og det kan kun gå for langsomt.
🎧Klog lyd. Vi er med på en lytter, når den anerkendte jihadismeforsker Shiraz Maher (ICSR) fortæller om sin nye bog “Salafi-Jihadism: The History of an Idea”, som er en minutiøs kortlægning af salafismens idéhistorie. Her er han i begavet samtale med den anerkendte politologiprofessor og MENA-ekspert Marc Lynch. (22 minutters lyd).
Kommunalt. Efter søndagens lokalvalg i Tyrkiet står landets to største byer i et super akavet magtlimbo. Vi ved simpelthen ikke, om det er regeringspartiet AKP eller oppositionspartiet CHP, som løber med borgmesterposterne i hverken hovedstaden Ankara eller landets økonomiske maskinrum Istanbul. Omtællingerne er i gang efter AKP har bestridt valgresultaterne efter et angiveligt “valgkup-forsøg”, som pro-AKP medier har kaldt den demokratiske afstemning. Start med at se den satiriske analyse her. Og læs så den grundige analyse her.
Skægt. Vi bliver i Tyrkiet. Det kan være svært at forstå tyrkisk politik. Så vi gravede den her guldklump frem. For kan dit skæg røbe hvordan, du sætter kryds på stemmesedlen?
⇢ Sådan. Du nåede helt til bunds. Nu kan du runde af med denne tretrins-raket:
Følg redaktørerne (og nyhedsbrevet) på Twitter: Tore Hamming, Hetav Rojan og vores nye dedikerede profil Ekstremt Indhold.
Inviter en ven eller kollega til nyhedsbrevet.
Giv os (konstruktiv) kritik på ekstremtindhold@gmail.com.
God weekend!