Velkommen til 16. udgave af Ekstremt Indhold!
Vi ved det godt. Selvom vores frontallapper er overophedede efter intens håndbolddækning, venezuelansk virak og alt for meget snak om Fortnite, så er vi nu klar til at pleje dine abstinenser med en god dosis ekstremt indhold.
Forresten, husk lige at det her sker i dag:
Udenrigsministeren skal grilles på dagens samråd om undersøgelsen af dansk krigsdeltagelse. Og så falder der historisk dom i sagen om tidligere PET-chef Jakob Scharf i Københavns Byret senere i dag.
Og så én lille update: Vi har en ny, dedikeret Twitter-konto! Så tøv ikke, klik på linket og følg os.
Lad os komme i gang. I denne uge har vi følgende sektioner:
Udenrigspolitisk overblik fra Ankara til Muscat.
Jihadisme
Indsigt fra primærkilder
Skævt indhold (jobopslag, twitter-anbefalinger, offtopic-links.)
Tak fordi, I læser med. Vi vil gerne høre din mening om formatet, tonen, indholdet, så vi kan forbedre nyhedsbrevet løbende. Send os et par linjer konstruktiv kritik på ekstremtindhold@gmail.com.
Vh, Tore og Hetav
Udenrigspolitisk overblik fra Ankara til Muscat
Saudi Arabia Reassigns Roles within a More Centralized Monarchy
Et dybt dyk ned maskinrummet i Riyadh efter den seneste rokade i kabinettet. Vi ser tydeligt chokbølgerne fra Khashoggi-sagen i kongefamiliens nye magtdynamikker. Penneføreren er den kyndige Kristin Smith Diwan.
Syrian Kurdish YPG expects negotiations with Damascus soon - Reuters
De er klemt mellem Assad, Erdogan, Putin og Rouhani. Forladt af Trump. Jaget vildt af Islamisk Stat, jihadister og Den Frie Syriske Hær. Der er soleklare grunde til, at kurdernes ældgamle ordsprog lyder: Vores eneste venner er bjergene. Nu går overlevelses-diplomatiet i gang.
Iran’s Deadly Puppet Master - Foreign Policy
Indrømmet – rubrikken er for meget. Men det er underordnet. Her begiver den pensionerede general Stanley McChrystal sig ud i et portræt af den iranske militærleder Qassem Soleimani krydret med magtanalytiske pointer om regionen. McChrystals karriere er en tour de force i nyere amerikanske krigsindsatser, så han er værd at lytte til. McChrystal var tilknyttet generalstaben i Pentagon under Irak-invasionen i 2003, senere chef for særlige operationer i Mellemøsten, hvorefter han rundede posten som chef for ISAF-styrkerne i Afghanistan. Og så stod han i spidsen for den enhed, som fik ram på Abu Musab al-Zarqawi i Irak i 2006. Klik og læs.
Jihadisme
Syrian jihadist group’s takeover of Idlib undermines Turkish plans - Al Monitor
Det er længe siden, der har været fred og ro i Idlib. Det seneste stykke tid skyldes det fornyede interne kampe mellem Jihadistiske grupper. Ifølge den Frie Syriske Hær er Assad den store vinder, mens Tyrkiet taberen. Få en update på de seneste ugers begivenheder her.
Nigeria’s military struggles with Islamic State: Part 1 - The Defence Post
ISWA, Islamisk Stats gruppe i Nigeria (tidligere kendt som Boko Haram), har intensiveret deres militære kampagne voldsomt siden september 2018. Siden da er mere end 600 nigerianske soldater dræbt. Det er dobbelt så mange som i hele 2017. Gruppen virker mere professionel nu end under den tidligere leder Shekau, og har nu fundet en successful strategi mod den nigerianske hær. For våbennørderne derude kan her findes en oversigt over ISWA’s våbenarsenal.
Overvågningssystem som beror på ansigtsgenkendelse, indsamling af biometrisk data, gps-tracking af biler samt spyware i deres telefoner. Det er muslimer i Kinas Xinjiang provins - de såkaldte Uighurer - nye hverdag. Læg dertil 7.500 nye politistationer. Når Kina gør noget, så går de aldrig halvt ind i det. Og for Kina er muslimerne i den vestlige provins en sikkerhedstrussel, man tager seriøst. Læs med her om kinesernes omfangsrige ‘counter-terrorism’ taktikker.
🎧 The Group Chat Catching Fleeing ISIS Fighters - Popular Front
Ny IT-teknologi er ikke kun nyttig for Jihadister. Det gør også livet mere besværligt. Her er et godt eksempel: Lokale aktivister i Syrien benytter WhatsApp grupper til at dele information on IS-krigere, som forsøger at forlade landet, krydse checkpoints osv. Det er ret originalt og ganske genialt. Lyt med her hvor AFP korrespondent Maya Gebeily fortæller om disse anti-IS online aktivist-netværk.
Fra forskningens verden - DIIS & Soufan Group
To spændende rapporter udkom i denne uge. Fra DIIS udkom en rapport omhandlende fredsforhandlinger med Taliban, som netop nu er igang og hvor USA nu er kommet inden for i varmen. Den anden rapport fra Soufan Group er den første seriøse rapport omhandlende al-Qaida’s pseudo gruppe i AfPak, al-Qaida in the Indian Subcontinent.
Indsigt fra primærkilder
Så er der nye Taliban-rekrutter. Og ikke nok med at de har fået massiv våbentræning, så er de nu også klar til at stille op i Afghanistans årlige gymnastikkonkurrence. Ekstremt Indhold fik eksklusiv adgang til den sidste træningssession inden finalen.
Spørg til side. Det er jo alvorligt det her. Her tager Taliban ansvaret for et angreb mod afghanske styrker med et… lasergevær. Er det ikke lige lovlig… Star Wars-agtigt?
Jihadister går rigtig meget op i medier. Faktisk anser de den online kampplads som ligeværdig med den militære kamp. Derfor går ‘medie-jihadisterne’ også ret meget op i seje profilbilleder. Den her slår nu de fleste, synes vi.
To mænd i verden ser sig selv som kaliffer. Men der er kun plads til én. Se hvem IS-tilhængere vælger.
Skævt Indhold
Ugens twitteranbefaling.
Jobopslag.
Hvis du er en hackerhaj, så kan du hjælpe Forsvarets Efterretningstjeneste med at bekæmpe “de mest avancerede angreb mod Danmark” i dit nye job. Tjek stillingen her.
Center for Cybersikkerhed leder efter en analytiker til Undersøgelsesenheden, som har ansvaret for at udarbejde beskrivelser og vurderinger af væsentlige cyberhændelser i Danmark. Tjek opslaget her.
Rigspolitiet søger analytiker til at indsamle og behandle passagerlisteoplysninger med det formål at styrke grænsekontrollen og bekæmpe terrorisme og grov kriminalitet.Stillingen er placere i en specialiserede enhed i Nationalt Efterforskningscenter. Kig her.
Institut for Menneskerettigheder søger en såkaldt “senior specialist in business and human rights” med ansøgningsfrist den 11. februar 2019. Søg den her.
FE søger to sektionschefer til afdelingen for Data- og Informationshåndtering. Læs nærmere her.
FE’s Cybersikkerhedsteam søger en operationsspecialist. Det fortæller os ikke så forfærdelig meget, men du kan blive klogere her.
Skæve links.
Anasheed. I har nok hørt om nasheed nogle af jer. Det er de her instrumentelle sange, som Jihadister - særligt Islamisk Stat - producerer, og som Jihadister lytter til i stille stunder eller som forberedelse til kamp. Nasheed (anasheed i flertal) har en lang historie dog. Vores personlige favoritter er lidt old-school og stammer begge fra det sidste århundrede i Egypten. Baggrunden for sangene er ret vilde. Vi fortæller gerne mere. Her får i Ghuraba og her Akhi Anta Hurrun. Disclaimer og advarsel: De er nogle ørehængere, så spil dem ikke for jeres børn!
Oligark-gate. I dag lækker whistleblower-hjemmesiden Distributed Denial of Secrets angiveligt gigabytes og atter gigabytes med emails, facebookbeskeder og skype-samtaler fra, med og om russiske oligarker, Putins politiske agenter og andre apparatchiks. En af aktivisterne bag lækagen er journalist Emma Best, som her beskriver det svimlende omfang af personaer og dokumenter. Mens vi venter på offentliggørelsen senere i dag, kan vi anbefale at browse lidt rundt på hjemmesiden. Det er en guldgrube af lækkede dokumenter - herunder de dokumenter, som Nordkorea hackede fra Sony i 2014 og lækager fra Ruslands indenrigsministerium om troppebevægelser i Ukraine. Dyk ned i kaninhullet her.
For evigt uden. Vigtig historie om menneskers ukuelighed og krigens ar - synlige og usynlige. En fotograf skildrer det afghanske samfunds “third world problems” og de hjemmelavede proteser, som vidnesbyrd om en verden fjern fra vores egen. Læs.
⇢ Sådan. Du nåede helt til bunds. Nu kan du fx:
Følge redaktørerne (og nyhedsbrevet) på Twitter: Tore Hamming, Hetav Rojan og vores nye dedikerede profil Ekstremt Indhold.
Invitere en ven eller kollega til nyhedsbrevet.
Give os (konstruktiv) kritik på ekstremtindhold@gmail.com.
God weekend!