Velkommen til 14. udgave af Ekstremt Indhold!
Hold nu fast, hvor december flyver afsted. Vi har allerede forsøgt at ignorere de første mødeindkaldelser til 2019 i Outlook-kalenderen. Og kantinen har serveret rødkål og gris så mange gange, at det næsten er kriminelt.
Det har været en hjertelig fornøjelse at samle og sende Ekstremt Indhold til jer i 2018. Siden september er vi gået fra 0 til over 300 faste læsere af nyhedsbrevet. I er en broget skare af myndighedsfolk, forskere, NGO-praktikere, journalister, studerende og borgere, som ugentligt klikker ind på den orange fane i indbakken. Vi er afsindigt glade for at have engagerede læsere, som griber den uformelle tone og går i dialog med os om aktuelle emner, nyheder og formatet. Det må I gerne fortsætte med i det nye år.
Således opløftet. Lad os komme i gang.
I denne uge har vi følgende sektioner:
Udenrigspolitisk overblik fra Ankara til Muscat.
Jihadisme
Indsigt fra primærkilder
Skævt indhold (jobopslag, twitter-anbefalinger, offtopic-links.)
Tak fordi, I læser med. Vi vil gerne høre din mening om formatet, tonen, indholdet, så vi kan forbedre nyhedsbrevet løbende. Send os et par linjer konstruktiv kritik på ekstremtindhold@gmail.com.
Vh, Tore og Hetav
Udenrigspolitisk overblik fra Ankara til Muscat
Senate Votes to End Aid for Yemen Fight Over Khashoggi Killing and Saudis’ War Aims - New York Times
I et sjældent febertilfælde af enighed blev Senatets republikanere og demokrater enige om at trodse præsident Trumps politik over for Washingtons tætte Golf-allierede Saudi-Arabien. De vedtog to resolutioner, som med sikkerhed vil sende teste robustheden af det amerikansk-saudiske diplomati. Først stemte et flertal for en resolution om at stoppe USA's støtte til Saudi-Arabiens krig i Yemen. Bagefter vedtog et enstemmigt Senat at give den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, skylden for drabet på journalisten Jamal Khashoggi. Resolutionerne er symbolske. Men det er stærke sager – uden fortilfælde.
Senatets har givet to syngende lussinger til Trump med de nyligt vedtagne resolutioner om amerikansk strategi på den Arabiske Halvø. Men det er svært at kapere den indenrigspolitiske kontekst og samtidig forstå de udenrigspolitiske konsekvenser. Her er kyndig hjælp fra fire af USAs mest kompetente udenrigspolitiske analytikere. Panelet består af David Sanger fra New York Times. Rosa Brooks fra Georgetown University. Og Evelyn Farkas fra German Marshall Fund. Hele molevitten er faciliteret og leveret med en stærk portion upbeat sarkasme af værten David Rothkopf.
The Making and Unmaking of Syria Strategy under Trump - The Century Foundation
Den anerkendte Syrien-analytiker Aron Lund giver her en robust analyse af den politiske armlægning ml. Det Hvide Hus og Department of State på emnet om amerikansk strategi i Syrien. Trump og hans regering vil gerne vinkle den fortsatte amerikanske tilstedeværelse i Syrien som et militært forsøg på at inddæmme iransk indflydelse i landet. Aron udfritter amerikanernes selvmodsigende Syrien-strategi på elegant vis.
Jihadisme
Rightsizing the Transnational Jihadist Threat - Crisis Group
Den her er vigtig. For nylig udgav CSIS en rapport om truslen fra Jihadi-Salafism (vi dækkede den i nyhedsbrev #12). Rapportens definitioner og metodik var mildest talt problematisk, hvilket førte til ekstremt overestimering af antallet af Jihadi-Salafister. Det har Sam Heller fra Crisis Group heldigvis skrevet en artikel om. Og den er god, så læs den!
Jihadisterne interne dynamikker - Middle East Institute & World Politics Review
En af nyhedsbrevets forfattere har haft travl den seneste uge med to nye artikler, som nu er klar til læsning. Her finder I en artikel om konsekvenserne af, at jihadister kæmper mod hinanden. De kan koges ned til seks punkter: døde jihadister, fjerner fokus fra det primære mål, fragmentering og polarisering, socialisering til interne kampe, ideologisk radikalisering samt demobilisering. Den anden omhandler et hemmeligt brev, som forfatteren ‘opsnappede’ for nylig. Det er fra en ledende IS figur til lederen af AQIM. Læs mere her.
The Hamas-Islamic State Sinai Relationship: Translation and Analysis - Aymenn Jawad al-Tamimi
Aymenn har oversat endnu et dokument, som denne gang omhandler relationen mellem Islamisk Stat i Sinai og Hamas. Vi kender ikke selve korrespondancen, der har været mellem de to grupper, men en kommentar om korrespondancen forfattet af en senior IS Hazimi, Abu Maram, er blevet lækket. Abu Maram er ganske enkelt uenig i, at IS i Sinai har kontaktet Hamas og med en venlig tone har spurgt om hjælp. Det forbryder sig nemlig mod al-wala’ wal-bara’.
Analysis: Wave of Telegram suspensions hits jihadist accounts - BBC Monitoring
Telegram er jihadisternes foretrukne medieplatform disse år. Virksomheden og anti-IS hackergrupper arbejder konstant på, at slette jihadisternes kanaler på platformen, dog ikke altid med så meget held. Den 6. december var dog anderledes. På denne dag alene formåede de at slette mere end 6000 konti. Det var næsten en tidobling af den hidtidige rekord (se billede).
Efterretningsmæssig risikovurdering 2018 (terrorsektionen) – Forsvarets Efterretningstjeneste.
I skal også lige have et ord med på vejen of FE’s take på terrorsituationen: “Truslen mod Vesten fra islamistisk terrorisme er fortsat alvorlig”. Sådan starter FE terrorsektionen i deres nyeste trusselsvurdering. Det har de ret i. Og hvis de nu læser med derude, så skal de da vide, at de faktisk gør et ganske godt stykke arbejde med at beskrive den trussel, som vi står over for, og som virkelig er under forandring de her år. Der er måske en lille fejllæsning af al-Qaida, men det kan diskuteres. I finder terrorsektionen på ss. 26-32.
Indsigt fra primærkilder
En IS-affilieret gruppe publicerede for nogle dage siden adskillige manualer til fremstillingen af forskellige kemiske substanser, som kan benyttes som våben. Fx cyanid. Selvom det ikke er nyt, at disse grupper forsøger at producere kemiske våben, så er det sgu stadig ret uhyggeligt.
Islamisk Stat støtter har travlt her op til jul med at gøre os alle utrygge. Som traditionen tro så forsøger de at gøre det ved at publicere posters, som skal indikere en snarligt angreb. Ofte figurerer julemanden endda. Se selv nedenfor.
Her er en mere traditionel en af slagsen, hvor ofret er den Israelske leder Benjamin Netanyahu.
Den IS-affilierede mediegruppe Halummu, som publicerer officiel IS-kommunikation, fornyer dens troskabsløfte til IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi.
Skævt Indhold
Jobopslag.
Den britiske ambassade i København søger en såkaldt “political officer” med næse for EU-politik. Stillingen forudsætter forståelse af Brexit-forhandlingerne. Held og lykke, siger vi bare. Søg nu.
Flygtningenævnet søger juridiske fuldmægtige til sekretariatet. Kig med her.
Der er en ledig studenterstilling i Frivilligafdelingen hos Dansk Flygtningehjælp i København. Ansættelsen starter i januar 2019. Søg den her.
Skæve links.
Digitale tømmermænd. Gladsaxe Kommune står midt i den danske privacy-version af Deepwater Horizon-ulykken. Planen var at opspore socialt udsatte børn på et tidligere stadie ved hjælp af data vedrørende blandt andet sundhedshistorik, misbrugsdata, bopæl og etnicitet. Nu har ca. 20.000 borgere fået lækket cpr-numre og i nogles tilfælde følsomme persondata. Det er smertefuldt og forargende at følge med i. Nu har børne- og socialminister Mai Mercado lagt Gladsaxe-modellen på is efter kommunens Monty Python-agtige håndtering af data. Overblikket får du her.
Julegaveidé. Ny bog kaster lys over kvindelige fremmedkrigers ambitioner, politiske livsvalg og sociale roller i ikke-statslige væbnede grupper. Det sker igennem case-studier fra Ukraine, Kurdistan og Colombia. Jessica Trisko Darden og hendes medforfattere har begået en superspændende bog, som vi glæder os til at dykke længere ned i henover gløggferien. Læs den.
Fake it ‘till you make it. Vi spruttede af grin over de her 20 beskidte tricks til at fremstå toptjekket til maratonmøderne på dit job. Vi er skyldige i #4, #12 og #18. Muligvis også #14.
⇢ Sådan. Du nåede helt til bunds. Nu kan du fx:
Følge redaktørerne på Twitter: Tore Hamming og Hetav Rojan.
Invitere en ven eller kollega til nyhedsbrevet.
Give os (konstruktiv) kritik på ekstremtindhold@gmail.com.
God weekend!