Velkommen til 13. udgave af Ekstremt Indhold!
Vi starter med en god nyhed. Matthew Hedges er fri og genforenet med sin familie! Den britiske PhD-studerende blev idømt livstidsfængsel i De Forenede Arabiske Emirater efter anklager om spionage. Det var i sidste uge. Nu er han fri efter massiv britisk pres bag kulisserne.
Og så en praktisk note. Næste fredag dumper der ikke noget Ekstremt Indhold ind i jeres digitale postkasse. Det er ikke fordi, vi ikke elsker at give jer gode læsetips - for det gør vi skam. Men vi har måtte sande, at det kan være ganske tidskrævende at trawle cyberwebbet igennem for at finde perlerne til jer. Derfor vil vi for fremtiden gå over til at sende nyhedsbrevet ud hver anden fredag. Det betyder, at I modtager næste nyhedsbrev den 14. december, hvorefter vi lukker ned for julen og starter op igen i det nye år. Det blir godt!
Lad os komme i gang.
I denne uge har vi følgende sektioner:
Udenrigspolitisk overblik fra Ankara til Muscat.
Jihadisme
Indsigt fra primærkilder
Skævt indhold (jobopslag, twitter-anbefalinger, offtopic-links.)
Tak fordi, I læser med. Vi vil gerne høre din mening om formatet, tonen, indholdet, så vi kan forbedre nyhedsbrevet løbende. Send os et par linjer konstruktiv kritik på ekstremtindhold@gmail.com.
Vh, Tore og Hetav
Udenrigspolitisk overblik fra Ankara til Muscat
Even a ‘Diplomat’s Diplomat’ Can’t Solve Syria’s Civil War - The Atlantic.
Her er et fortræffeligt portræt af FNs afgående Syrien-udsending Staffan de Mistura. David Kenner holder sig ikke tilbage i beskrivelsen af den svensk-italienske diplomat, når han karakteriserer ham som “symbolet på verdenssamfundets famlende tilgang” til Syrien-konflikten.
Ps. Det er dagsaktuel læsning efter de frugtløse forhandlinger faciliteret af Rusland, Iran og Tyrkiet netop nu i Kazakhstans hovedstad Astana.
Yemen ceasefire resolution blocked at UN after Saudi and UAE 'blackmail' - The Guardian
Våbenhvilen var lige ved at sidde fast. Briterne havde skriblet et udkast sammen til en FN-resolution. De humanitære konvojer trådte hinanden over tæerne af ren iver efter at blive lukket ind i konfliktområderne. Men ak, i Turtle Bay var det business as usual: USA, Saudi Arabien og Emiraterne blokerer for en våbenhvileresolution i FN-regi.
Ringsted-iraner trykkede hånd med Saudi-Arabiens konge og kronprins - Politiken
The plot thickens. Nye oplysninger røber om tråde fra Ringsted til Riyadh. Fornemt graverarbejde af Politikens Sebastian Stryhn Kjeldtoft.
Jihadisme
Tunisian Foreign Fighters in Iraq and Syria - Washington Institute for Near East Policy
Ingen ved mere end Aaron Zelin når det kommer til Tunesien og Jihadisme. Denne rapport om tunesiske foreign fighters in Irak og Syrien i perioden 2011-18 er da også fantastisk læsning. Snyd ikke dig selv for en god grundig gennemgang fra en person, som har brugt adskillige år på at studere fænomenet.
Han mødte Usama Bin Laden. Var bedste venner med arkitekterne bag 9/11. Og i 2013 efter mere end 10 år i fængsel tilsluttede han sig Islamisk Stat. Nu sidder den tyske statsborger Mohammed Haydar Zammar i et kurdisk fængsel i det nordlige Syrien, hvor Der Spiegel journalister mødte ham til et ganske interessant - og ærligt - interview.
Islamic State Divided: Competing Theological and Ideological Trends - Aymenn Jawad al-Tamimi
Det er ikke nemt at følge med i de interne ideologiske dynamikker i Islamisk Stat, men denne artikel af Aymenn al-Tamimi giver et fint overblik over et noget kompliceret emne. Det her er nok mere for nørderne end for den ‘alment interesserede’.
Er fred på vej i Afghanistan? Vi hører om Talibans deltager i en stort anlagt konference i Rusland og møder med amerikanske repræsentanter. Men hjemme i Afghanistan går forhandlingerne ikke så godt. Læs mere her.
Indsigt fra primærkilder
Det har været en lidt stille uge på jihadisternes telegramkanaler. Men lidt guf har vi nu alligevel fundet. Ugen har været karakteriseret af, hvad der vel kan karakteriseres wannabe badass billeder. Unge Islamisk Stat krigere, som med hver deres dyr ved deres side virkelig forsøger at se seje nu. Bedøm selv om det lykkes.
Og her min personlige favorit. Abu Usama her er netop død, dræbt af en amerikansk bombe i et Islamisk Stat fængsel skønt, han længe selv har været en ledende figur i gruppen. Her sidder han på, hvad der ligner et børneværelse med familiens kat på skødet og … nå jeg et IS-flag på væggen.
Skævt Indhold
Ugens twitter-anbefaling.
Terrorstudier har længe været plaget (og selvfølgelig også beriget) af psykologer, som forklarede terrorisme med psykologiske afvigelser. John Horgan er også psykolog, men han er samtidig en rigtig skarp terrorforsker. Det mærker man også i hans tweet, hvor han med en dejlig tør humor kommer med fantastiske analyser. Læs med her.
Jobopslag.
Forsvarsministeriet skal have en ny souschef til forsvars- og sikkerhedspolitisk kontor. Det kunne blive dig.
DIIS søger praktikant med interesse for kommunikation om Mellemøsten. Tjek opslaget ud her.
Skæve links.
Techplomacy. USA prøver at overbevise sine partnerlande om droppe den kinesiske tech-gigant Huawei som underleverandør til landenes kommunikations-infrastruktur. Det skriver WSJ ($) + Reuters. Og det har allerede virket i New Zealand. Argumentet lyder, at den kinesiske efterretningstjeneste kan spionere på Huawei-brugere igennem digitale bagdøre og statssanktioneret adgang til Huaweis servere på kinesisk jord. Herhjemme har FE’s Center for Cybersikkerhed taget amerikanernes anklager mod Huawei med ophøjet ro, da de ikke mener, der er konkrete beviser for anklagen. Huawei står for TDCs mobilnet i Danmark.
Ørkenradar. I dag melder regeringen, at man forlænger det danske radarbidrag i kampen mod IS. Lige nu bor radaren på en luftbase i Irak sammen med sine 10 operatører. Det var tilbage i 2015, at det politiske mandat blev formuleret og vedtaget af samtlige folketingspartier med undtagelse af Alternativet og Enhedslisten. Dyk ned i processen omkring beslutningsforslag B8 her.
⇢ Sådan. Du nåede helt til bunds. Nu kan du fx:
Følge redaktørerne på Twitter: Tore Hamming og Hetav Rojan.
Invitere en ven eller kollega til nyhedsbrevet.
Give os (konstruktiv) kritik på ekstremtindhold@gmail.com.
God weekend!